IMTs begyndelse

IMT’s første år var præget af redaktører, der fulgte deres egen linje, og ikke skelede ret meget til andres ønsker.

Af Kurt E. Larsen

Foreningen for den Indre Mission blev stiftet 17. september 1853, og det blev ved stiftelsen bestemt, at »foranstalte Udgivelsen af et Maanedsblad, der skulle meddele den indre Missions Efterretninger«.
Lidt senere, den 26. december 1853, meldte Peder Sørensen sig som abonnent på bladet, og derefter blev han straks valgt til bladets redaktør. Han blev ansat af foreningens formand, Peder Pedersen, og foreningens missionær, Jens Larsen. Bestyrelsens øvrige medlemmer var tilsyneladende ikke blevet spurgt, og redaktørposten var ikke drøftet på foreningens stiftende generalforsamling.


Denne selvrådige fremgangsmåde fra foreningens ledere var Peder Sørensen ikke helt tilfreds med. Han ville gerne have været valgt på en generalforsamling, og ville også gerne have haft tid til at rådføre sig mere med Gud og mennesker. Men han sagde alligevel ja til opgaven, fordi han havde tillid til foreningen og dens kirkelige linje:
»Da det nu tegner til, at flere af vore troende Præster ville knytte sig til Foreningen, saa vil vist næppe Nogen længere - idetmindste ikke med Grund - kunne betragte den som noget fra Kirken afsondret Parti. Saa sandt som det er Herrens eget Værk, saa sandt vil det ogsaa være under Hans naadige Varetægt og Beskærmelse og vist ogsaa mere og mere vinde Anerkjendelse iblandt dem, som ere af Sandheden. Gjerne og villig vilde ogsaa jeg yde Foreningen al den Tjeneste, som jeg efter min fattige Evne og Lejlighed formaar«.
Rummelig og konsekvent
Peder Sørensen meddelte i bladets første nummer, at han ville følge en både rummelig og konsekvent redaktionel linje. Han ville ikke fordre, »at Nogen skal være bundet til mine Grundsætninger eller i eet og Alt dele mine Anskuelser«, men da han agtede at redigere Bladet i kristelig Aand, ville han nødig »have med Noget at gjøre, som ikke sigter til et kristeligt Maal.«
Når man i 1854 skrev sådan, måtte det opfattes som et indlæg i en dengang standende debat mellem to fløje i den danske vækkelsesbevægelse. De grundtvigske troende lagde i de år mere og mere vægt på det folkelige engagement, mens den mere pietistisk-lutherske fløj af vækkelsen ville fortsætte med at arbejde rent kristeligt. Med skildringen af sin redaktionelle linje havde Peder Sørensen venligt, men bestemt, lagt afstand til den grundtvigske bevægelse og dennes blade.
På det første nummers forside fremgik det, at bladet var »Forlagt af Jens Larsen, Missionær. Trykt hos Christian Schou i Ringsted«. Den oplysning peger på, at bladet fra begyndelsen var tæt knyttet til Jens Larsen, der vel i grunden opfattede det lidt som sit private organ, og at det overvejende var et midtsjællandsk foretagende. Der skulle gå en del år, før IMT nåede ud til hele landet.
Redaktionel linje
Peder Sørensen fik som redaktør frie hænder til at tilrettelægge bladets indhold. Han oplevede, at der kun blev indsendt ganske få artikler om missionsarbejdet, men mange prædikener, opbyggelsesstykker og kirkeligt oplysende artikler.
Det første år forsøgte han at bringe, hvad der blev sendt til ham, men det blev han nødt til at stramme op på allerede fra bladets anden årgang i 1855. Der kom så mange og lange indlæg, at han ikke kunne bringe alt.
Desuden ville Peder Sørensen ikke have IMT til at ende som et debatblad, hvor vidt forskellige meninger kom til orde, for »dets Indhold kunde derved let blive mere skadeligt end gavnligt for en større Deel af vore Læsere, der vistnok ikke Alle ere udstyrede med Gaver til at prøve Alt og vælge det Bedste«.
Redaktøren blev fyret
Flere gange opfordrede Peder Sørensen i 1855 læserne til at indsende beretninger om missionsarbejdets fremgang. Fx kunne det hedde: »... især vil det være os kært at optage Efterretninger om Kristi Riges Udbredelse« eller lidt senere: »Efterretninger om ny Opvækkelse og om Troeslivets Tilstand paa fjerne Egne modtages med taknemmelighed og maa gjerne være maadelig skrevne, kun at de ere paalidelige; de skulle nok blive fremsatte i en saadan Stil, at de kunne læses med Interesse.«
Dette ønske blev tilsyneladende ikke opfyldt. Det er i hvert fald ikke sådanne indlæg, der præger bladet i 1855. Det år er mange af siderne fyldt med indlæg i en debat om missionær Jens Larsens påtænkte ordination. Redaktør Peder Sørensen var på dette punkt åbenlyst uenig med bestyrelsens formand og missionær, og ved årets udgang blev han afsat som redaktør.
Jens Larsen meddelte i årets sidste nummer, at bladet skifter redaktør, mens Peder Sørensen selv benyttede lejligheden til at annoncere for et blad, han ville begynde at udsende.
Peder Sørensen har tilsyneladende været en meget selvstændig person. Ikke alene modsagde han som redaktør sit eget blads forlægger, men han kunne også finde på at sende Jens Larsens indlæg tilbage, hvis de efter hans skøn ikke »egnede sig til Optagelse«.
Ved Peder Sørensens afgang vendte bladet også tilbage til det lille format, som Jens Larsen oprindeligt havde tænkt sig. Også dette havde den selvstændige Peder Sørensen ændret på egen hånd!
Mere teologi
Fra 1856 var Jens Larsen både bladets redaktør og forlægger, idet han dog overlod meget af det praktiske arbejde til en medhjælper (»Correcteur og Commisio-nair«) i København.
Jens Larsen, der hidtil havde bidraget mest til bladet med beretninger fra sine missionsrejser, bragte en række populærteologiske afhandlinger. Man kunne nu få et godt indtryk af, hvad den forhenværende smed mente om emner som »Det lille Troes-Ord«, »Guds Aands paavirkende Naadegjerninger« og »Guds Ord«.
I det hele taget blev bladet lidt tungere teologisk præget. Der optryktes artikler af Luther og kirkefædre, ligesom medredaktøren, cand. theol. Zahle, bidrog med teologiske artikler, godkendte af Jens Larsen.
Gennemslagskraft
Hvad man end kunne mene om denne nye linje, så virkede den ikke - målt efter det meget praktiske hensyn enhver bladudgiver må tage. Det lykkedes nemlig stadig ikke at skaffe ret mange abonnenter til bladet.
Heller ikke i de følgende år lykkedes det at finde den form, som kunne give bladet blot nogenlunde gennemslagskraft. Først med Beck som redaktør fra 1862 begyndte en prædiken at være det bærende i hvert nummer, og bladet begyndte at udkomme oftere.
I den form blev IMT stort. Efter Becks overtagelse af redaktør-stolen blev bladet i løbet af få år Danmarks mest udbredte kirkelige blad.

Kurt E Larsen, Århus.

Lektor på Menighedsfakultetet.
Ph.D. på en af-handling om Vilhelm Beck. Forfatter til flere bøger. Bl.a. »Indre Mission i ny tid« og »Vilhelm Beck -missionspræsten«