IMT som historisk kilde
Af Kurt E. Larsen
For kirkehistorikere er der meget spændende kildemateriale at hente i IMT. Gennem
150 år er der bragt adskillige hyldemetre af prædikener og artikler om kirkepolitiske,
historiske, læremæssige og moralske spørgsmål.
Ikke kun IMT
IMT kan aldrig stå alene som historisk kilde til IM’s historie. Det er ret tilfældigt,
hvilke emner, der er blevet taget op. Det kan være meget småt, hvad der kan findes i
bladet om IM’s arbejde i en bestemt egn.
Der kan være betydningsfulde personer i IM, der af én eller anden grund aldrig skrev i
IMT, mens andre skrev flittigt uden at være typiske for bevægelsen. Der vil også
altid være emner, som man af forskellige grunde viger udenom at behandle offentligt i IMT.
Dog er bladet uundværligt for kirkehistorikere. I Becks redaktørtid er bladet en glimrende
kilde til at finde ud af Becks holdninger til stort og småt i kirkelivet. Til gengæld
var der ikke så mange andre, der kom til orde. Om Becks holdninger var typiske for
IM’s venner? Det var de vel oftest, men det er svært at vide nu.
Ikke uden IMT
Om IM’s historie i mellemkrigstiden har professor A. Pontoppidan Thyssen skrevet et
par vigtige artikler. De bygger i høj grad på læsning af IMT. Det giver vel ikke hele
billedet, men på den anden side er det én af de få måder, det overhovedet er muligt
at arbejde med IM’s historie på.
Hvad folk tænkte og drøftede dengang, er gået i glemmebogen, hvis det ikke er skrevet
ned. IMT kom hver uge - og gav i de år plads til en ret bred kirkelig, kirkepolitisk
og international orientering. Uden IMT havde det ikke været let for prof. Thyssen at
skrive om »Indre Missions stilling til samfundsspørgsmål i 1930’erne«.
I de senere år er bladet i højere grad blevet præget af referater fra stævner og
arrangementer. Engang vil historikere kunne bruge vor tids IMT som en historisk
kilde vedrørende de aktiviteter, man iværksatte før og efter bladets andet århundredeskifte.
Kurt E Larsen, Århus.

Lektor på Menighedsfakultetet.
Ph.D. på en af-handling om Vilhelm Beck. Forfatter til flere bøger. Bl.a. »Indre Mission
i ny tid« og »Vilhelm Beck -missionspræsten«