IMT lægger linjen

På vekslende vis under skiftende redaktører har IMT været med til at skabe Indre Missions identitet.

Af Kurt E. Larsen

Indre Missions Tidende har en enestående historie. Mens næsten alle de aviser og blade, der udkom i 1854, ikke længere findes, udsendes IMT stadig uge efter uge.
Det grundtvigske blad Dansk Kirketidende, der udkommer endnu, stiftedes ganske vist før IMT, men det udkom ikke i en længere årrække fra 1915 og frem.
Dansk Missionsblad, udgivet af Det Danske Missions Selskab (DMS), begyndte som IMT at udkomme allerede i 1854. Men ved sammenlægningen af DMS og Santalmissionen til Danmission blev Dansk Missionsblad afløst af et nyt magasin om mission.
Vække og samle
Når man tager stikprøver af de mange reolmeter, som IMT gennem 150 år fylder, er der naturligvis mange forskelle. Det har udviklet sig fra et lille billedløst prædikenblad i lommeformat i Becks tid, til et farvestrålende, moderne familiemagasin.
Men grundsubstansen er den samme: IMT vil stadig varetage den vækkende, opbyggende og samlende funktion ind i den danske folkekirke - sådan som IM som forening hele tiden har villet det.
Ønsket om at være tro mod Bibelen og den lutherske kirkes lære, ikke mindst læren om sakramenterne, har været gennemgående træk i bladets linje gennem alle årene.
Bladet har formået at udføre en vejledende og til tider nærmest skoledannende funktion: I perioder har det været sådan, at hvis en ung præst fik en prædiken optaget i IMT, blev det ofte opfattet af hans IM-sognebørn og ham selv som en godkendelse af ham og hans forkyndelse fra IM’s landsledelse.
Becks linje
Som det i nogen grad fremgår af artiklen om IMT’s 25 redaktører, har der været noget forskel på den rolle, bladet har spillet indadtil i bevægelsen - og den linje, redaktionen har lagt.
Da Beck på én gang begyndte sit arbejde for at gøre IM kendt over hele landet og for at gøre IMT til en slags »missionær«, gik det fremad med stormskridt, såvel for foreningen som for bladet.
I 1850’erne, da IMT overvejende var et oplysningsblad, gik det ikke godt med at hverve nye abonnenter, måske fordi dette behov dækkedes udmærket andre steder.
De efterfølgende redaktører, der alle havde kendt Beck personligt, fortsatte den linje, han havde lagt. Som ung havde Beck midt i en stiv kirkelighed været en »frihedsmand«, og IM havde karakter af at være en progressiv bevægelse, der gik nye veje i arbejdet.
I Becks sidste år havde arbejdsfriheden sejret i folkekirken, til gengæld var den læremæssige frihed efter hans mening gået alt for vidt. Derfor intensiverede han kampen mod bibelkritik, tværkirkelighed og liberale præster. Denne kamp kom i endnu højere grad til at præge IMT igennem 1900-tallet.
Bestyrelsens talerør
Redaktørposten var fortsat betroet præster, der selv var medlemmer af IM’s bestyrelse. Ofte var formanden selv redaktør eller i hvert fald medredaktør. Derfor blev IMT også opfattet som bestyrelsens og formandens talerør.
IMT virkede på den måde samlende og konsoliderende indadtil i bevægelsen, ligesom det blev bevægelsens talerør udadtil i kirkelivet, hvor man gik imod mangt og meget i den kirkelige udvikling - til tider også den sociale og politiske udvikling.
Samtidig med det primære opbyggelige sigte var der en sekundær, oplysende funktion. Ikke mindst da oplysningsbladet Annexet blev en særlig del af IMT, for siden at integreres helt, blev læsere af IMT holdt orienteret om mangt og meget inden for kirkeliv i ind- og udland.
Der var således en ret god orientering om problemerne i Tyskland i mellemkrigstiden. I årene efter anden verdenskrig blev IMT et mere alsidigt blad. Naturligvis uden at droppe prædikenen bragte IMT meget almindeligt lødigt læsestof. Der var på den tid en journalist tilknyttet redaktionen.
Opsøgende
Et nyt præg fik IMT i 1980’erne ved at blive knyttet tæt til IM’s hus i Fredericia. Nu stilledes der langt flere ressourcer til rådighed, end dengang IMT redigeredes af en mand, der desuden havde talrige andre arbejdsopgaver.
Bladet blev i langt højere grad præget af opsøgende journalistik. Redaktionen fik et redaktionsudvalg, der bl.a. repræsenterede IM’s forskellige arbejdsgrene, og der blev mere målbevidst fokuseret på at dække forskellige aktiviteter i IM’s mangesidede arbejde. Lejre, stævner og årsmøder blev dækket massivt.
Den bredere kirkelige orientering fra ind- og udland trådte til gengæld mere i baggrunden, selvom der stadig kunne forekomme kronikker, der tog temaer op til mere grundig behandling.
IMT blev fra det tidspunkt et virkeligt foreningsblad. I princippet har det naturligvis været et foreningsblad siden Jens Larsens afgang som redaktør, men skiftende redaktører har kunnet sætte deres meget personlige præg på bladet.
Vilhelm Beck var i den grad ét med bladet og foreningen, at han brugte det til personlige meddelelser. Ingen kunne heller være i tvivl om, hvad der var Asschenfeldt-Hansens mærkesager i 1920’erne. I dag er IMT blevet et mere »upersonligt« blad, mere et foreningsblad.
Tendensen til at ville være hele familiens ugeblad går tilbage til årene efter 2. verdenskrig, og i de senere år har redaktionen satset meget på »livshjælp«: Gennem vidnesbyrd og prædikener at give hjælp til mennesker i forskellige vanskelige livssituationer.
Ved på den måde at sætte det enkelte menneske, dets behov og dets oplevelser mere i fokus, er bladet i takt med tidens strømninger.
Med fastholdelse af den læremæssige grund og det opbyggelige sigte, har redaktionen søgt at komme nutidens læsere i møde, så bladet med sine 150 år fremstår som et moderne blad, indholdsmæssigt og layoutmæssigt.

Kurt E Larsen, Århus.

Lektor på Menighedsfakultetet.
Ph.D. på en af-handling om Vilhelm Beck. Forfatter til flere bøger. Bl.a. »Indre Mission i ny tid« og »Vilhelm Beck -missionspræsten«